3 runder 1000 positioner med ekstrahurtigt og højfrekvent 5G i Danmark

3 runder 1000 positioner med ekstrahurtigt og højfrekvent 5G i Danmark

Teleselskabet 3 har i oktober rundet en vigtig milepæl i udrulningen af deres danske 5G-netværk. Selskabet har netop udstyret position nummer tusind med det ekstrahurtige og højfrekvente (3500MHz) C-bånds 5G, der kan give hastigheder på omkring en gigabit – altså mere end 5-10 gange så hurtigt som almindelig 4G.

”Det er en vigtig milepæl for os at nå i udrulningen af vores 5G-netværk. Når man tænker på, at langt de fleste brugere typisk har hastigheder, der er langt lavere, er mere end en gigabit i sekundet altså en vanvittig forskel. Her taler vi altså mere end en mangedobling af hastigheden på den typiske brugers internet. Eksempelvis vil man med hastigheder på en gigabit kunne hente meget store filer langt hurtigere end tidligere, og er man flere sammen, skal man ikke bekymre sig om at være flere online samtidigt. Der er plads nok,” siger 3’s netværksdirektør Kim Christensen.

3 er i øjeblikket i gang med at udrulle sit 5G-netværk på alle positioner fordelt ud over hele landet samtidig med, at der bygges nye positioner. Alle disse positioner skal udstyres med 5G. Lige nu dækker 3’s 5G-netværk mere end 70% af de danske husstande, og forventningen er, at 100% af danskerne kan få 5G-internet, inden 2023 er omme.

Udvidder 5G-motorvejen med endnu flere spor

“Hos 3 ønsker vi også at komme længere ud end kun de tæt befolkede byer. Derfor forventer vi at have C-bånd på 80% alle positioner,“ tilføjer Kim Christensen.

”5G (C-bånd) er markant hurtigere end 4G, men 4G-delen bliver også hurtigere efter moderniseringen på grund af mere spektrum til 4G. Under alle omstændigheder vil man være dækket godt ind. Men vi går benhårdt efter at få så høj en densitet af positioner med C-bånd som muligt, der jo udvider 5G-motorvejen endnu mere i de områder, hvor behovet er til stede,” siger Kim Christensen og fortsætter:

“Er man kunde hos 3, får man lynhurtigt internet, uanset om man er på landet eller i byen. Derfor er det også vigtigt for os, at vi nu har rundet hele 1000 mastepositioner med C-bånd, og vi fortsætter selvfølgelig udrulningen med C-bånd ufortrødent, ” afslutter han.