3 tredobler hastigheden på mobilt bredbånd
3 tager nu et teknologisk kvantespring og øger hastigheden på det mobile bredbånd fra 7,2 Mbit/s til 21 Mbit/s. Med opgraderingen cementerer 3 sin position som Danmarks førende leverandør af mobilt bredbånd. De fleste af 3’s eksisterende kunder opgraderes i den forbindelse kvit og frit til en højere hastighed.
Den nye rekordhastighed i 3’s netværk kan opnås i centrum af København og Århus, hvor der er allerflest brugere. 3 har tidligere på året skruet 80 % af sit netværk op til den nominelle hastighed på14,4 Mbit/s, og i 3. kvartal får kunderne for alvor de nye hastigheder at føle, når der kommer nye USB-modems på markedet.
”Vi skal holde det forspring, vi har fået som first mover på 3G-området i Danmark og fortsat være et skridt foran konkurrenterne. Med en tredobling af maksimumhastigheden i vores netværk cementerer vi for alvor forspringet og re-definerer endnu engang standarden for mobilt bredbånd,” siger Morten Christiansen, CEO, 3 Danmark.
I 3. kvartal introducerer 3 nye abonnementer baseret på de nye hastigheder. I den forbindelse vil 3 kommunikere nye hastighedsangivelser i sin markedsføring, så man i stedet for at angive de tekniske nominelle hastigheder efter de teknologiske standarder angiver den effektive maksimumhastighed baseret på målinger i 3’s netværk. Det betyder bl.a., at 7,2 Mbit/s i fremtiden angives som 6,0 Mbit/s, og de nye hastigheder på 14,4 Mbit/s og 21 Mbit/s angives som hhv. 10 Mbit/s og 16 Mbit/s.
”Endnu engang går 3 forrest ved introduktionen af nye tophastigheder på det mobile bredbånd. Derfor tager vi initiativet til en ny hastighedsangivelse, hvor vi fremover angiver hastigheden som en effektivt målt hastighed. De nye hastighedsangivelser følger desuden den nye standard, som de svenske teleselskaber for nylig har vedtaget. Vi håber, at de øvrige danske teleselskaber også tager denne standard til sig, så forbrugerne igen kan sammenligne de forskellige produkter direkte,” siger Morten Christiansen.
Når 3 i 3. kvartal lancerer nye abonnementer til både private og business-kunder, har virksomheden valgt at forkæle eksisterende EazyInternet Premium og EazyInternet Professional kunder ved at øge deres hastighed helt gratis. Opgraderingen er allerede implementeret i dag, men for at få fuldt udbytte af de nye hastigheder kræves ny hardware, der kommer på markedet i 3. kvartal.