3 udskiller dele af sin infrastruktur i nyt selskab

 

Teleselskabet 3 reorganiserer sin virksomhedsstruktur, således at ejerskab og håndtering af 3’s master bliver rykket over i det nye søsterselskab HI3G Networks. På den baggrund vil 3 gøre etablering og servicering af master til et selvstændigt forretningsområde.

 

 

HI3G Networks har overtaget ejerskabet af teleselskabet 3’s master og tilhørende udstyr. HI3G Networks er et nyt søsterselskab til teleselskabet 3, som fremover skal servicere 3 og andre spillere på markedet med tilgængelig infrastruktur. Helt konkret betyder reorganiseringen, at 1275 af 3’s mastepositioner, samt masternes elinstallationer, teknikhuse og kølesystemer bliver rykket over i søsterselskabet, som fremover skal håndtere og drive en selvstændig forretning på dette område.

 

”Vi laver denne reorganisering, fordi vi gerne vil fokusere mere på, hvordan vi bedst kan optimere og kapitalisere på vores infrastruktur. Ligesom i mange andre lande er der i Danmark ved at danne sig et selvstændigt marked for etablering og servicering af master, og vi mener, at vi kan blive skarpere på dette område ved at dedikere indsatsen i en selvstændig organisation,” siger Morten Christiansen, der er CEO for 3 i Skandinavien.

Erfarent team i spidsen

3’s Site Engineering afdeling har tidligere stået for at etablere og servicere 3’s master. Denne afdeling er rykket med over i HI3G Networks. I spidsen for det nye selskab står Morten Ekebjærg Petersen, der kommer fra en stilling som Head of Divisional Controlling hos 3 og før det har bestredet flere andre poster i 3’s finansafdeling.

”Jeg har glædet mig utroligt meget til at træde ind i den nye rolle og udnytte det potentiale, der ligger i at gøre vores master til en selvstændig forretning. Jeg tager et super dygtigt team med mig fra 3, og vi kommer fra start med en god mængde ordrer fra 3 på nye master, der skal etableres. Vi ser også flere muligheder i at udvide forretningen ved fx at tilbyde andre virksomheder plads i vores eksisterende master og øvrige infrastruktur,” siger Morten Ekebjærg Petersen, der er administrerende direktør for HI3G Networks.

Fakta om 3’s reorganisering

  • En plan for spaltning af HI3G Danmark med henblik på at udskille selskabets master i søsterselskabet HI3G Networks blev offentliggjort hos Erhvervsstyrelsen den 28. maj 2020
  • HI3G Networks overtager HI3G Danmarks passive infrastruktur i form af master, bærerør, batteri backup, elinstallationer, teknikhuse og kølesystemer ved masterne
  • Gruppen af medarbejdere, som har håndteret HI3G’s passive infrastruktur, flytter med over i det nye selskab
  • HI3G Networks bliver et søsterselskab til HI3G Danmark med tilsvarende ejerforhold
  • Besøg HI3G Networks på www.hi3gnetworks.dk

Om Morten Ekebjærg Petersen

Direktøren for HI3G Networks, Morten Ekebjærg Petersen, er 44 år og har arbejdet hos 3 i 15 år. Han startede som regnskabsassistent i 2005 og har siden da været med til at udvikle 3´s finansafdeling i roller som Team leder og Manager – først i regnskabsafdelingen og sidenhen i Business Controlling. De seneste to år har han været Head of Divisional Controlling med ansvaret for at bidrage til de kommercielle enheders optimering af resultater. Morten bor i Tårnby og er gift med Cecilia og har to døtre.